Quantcast
Channel: FDM - Biler på vej
Viewing all 84 articles
Browse latest View live

Opel Crossland X - Opel med fransk accent

$
0
0

Opel Crossland X er udviklet i samarbejde med PSA (Peugeot/Citroën), men designet er typisk Opel. Bagfra ser Crossland X unægtelig lidt højbenet ud. Foto: OpelMotor mener: Med Crossland X får Opel et godt kort på hånden i den lille crossover-klasse. Bare synd, at vigtigt sikkerhedsudstyr ikke er standard og skal tilkøbes.

Verden vil have crossovers, og alle bilfabrikker står på nakken af hinanden med nye produkter i denne bilklasse. I øjeblikket er det de små crossovers, som er i hurtigst fremgang, og her kan Opel byde på Mokka X, som er udviklet af GM, og som er positioneret som en livsstilsbil.

Samarbejdet med PSA (Peugeot/Citroën) har imidlertid givet Opel en fasttrack til nye modeller, og den første frugt af samarbejdet, der blev indledt, før PSA købte Opel af GM, er Crossland X. Bilen er baseret på en nyudviklet fælles platform, som også vil blive brugt til den kommende Citroën C3 Aircross og givetvis også andre produkter fra PSA-gruppen.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem de små SUV'er Mazda CX-3 og Peugeot 2008 

Indretningen er fleksibel, men det forskydelige bagsæde er ekstraudstyr til 7.000 kr.Dermed har Crossland X nærmest identiske ydre mål med Mokka X. Til gengæld er Mokka X omkring 30.000 kr. dyrere i basisversionerne, og begynder man at læsse udstyr på, løber Mokka-priserne først for alvor i vejret. Derfor virker Crossland X som det fornuftige alternativ og en mere oplagt konkurrent til de andre biler i segmentet som Peugeot 2008 eller Renault Captur.

Franske fornemmelser

Crossland X leveres med fire forskellige varianter af en trecylindret 1.2-liters benzinmotor og tre versioner af en 1.6 liters diesel, begge fra PSA. Motor har prøvet Crossland X med den kraftigste udgave af 1.2-liters motoren, som har fået turbo og derfor yder 130 hk.

Opel-kørere vil nikke genkendende til instrumenteringen.Det er en omdrejningsvillig og livlig lille motor, og dens lave vægt er med til at give bilen et letgående, men desværre ikke helt præcist styretøj. Affjedringen er til den komfortable side, og det betyder, at hældningen i sving er ganske mærkbar, til gengæld opsuger undervognen vejens ujævnheder ganske effektivt. Man kan godt mærke, at der har været franskmænd inde over udviklingen.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Peugeot 2008 og Renault Captur

I modsætning til Mokka X, som kan købes med firhjulstræk, kan Crossland X i øvrigt kun fås med forhjulstræk.

Nødbremse skal tilkøbes

Bagagerummet rummer 410 liter, men når bagsæderne er slået ned, er der plads til 1.255 liter fra gulv til loft.Standardudstyret i det laveste udstyrsniveau Essentia omfatter alarm for vognbaneskift, men derudover er der stort set kun det sikkerhedsudstyr, som loven kræver. Motors anbefaling er at vælge Crossland X med det mellemste udstyrsniveau Enjoy, som primært byder på ekstra komfortudstyr, blandt andet en berøringsfølsom 7-tommer skærm og Apple CarPlay som standard.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af crossovers - Mazda CX-3, Honda HR-V, Nissan Qashqai og Renault Kadjar

Opel Crossland X kommer med 1.2-liters benzin- og 1.6-liters dieselmotorer, begge udviklet sammen med PSA.Det er også denne udstyrsvariant, der kommer på markedet først, men man bør vente til september, hvor det for 7.000 kr. bliver muligt at tilkøbe en sikkerhedspakke, der blandt andet omfatter automatisk nødbremse, som reagerer på fodgængere. Det er en gåde, hvorfor dette vigtige udstyr skal tilkøbes.

Crossland X står hos forhandlerne i slutningen af juni, og priserne starter ved 185.000 kr. for en 1.2-liters benziner med udstyrsniveau Enjoy. Samme motor med laveste udstyrsniveau, Essentia, kommer først på markedet i starten af 2018 til 174.000 kr.

 

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.


Hyundai Kona - høj bil til lav pris

$
0
0

Kona er høj og bred, og fås kun i denne ene karrosseriudførelse. Store plastskærme er med til at give bilen et råt udseende. Foto: HyundaiMotor mener:Hyundai formår at kombinere et spænende design med moderne sikkerhedsteknik og nye motorer. Ikke svært at forstå, at denne biltype vinder terræn.

De firehjulstrukne biler, der både kan gøre sig på vej og i terræn, har traditionelt været både store og dyre. Men nu følger en ny biltype, der har skaleret en SUV ned i størrelse, så den på mange måder bliver mere medgørlig.

Trenden er gennemgående hos en stor del af bilproducenterne, og senest har koreanske Hyundai præsenteret sin første af slagsen. Kona er navnet, og det refererer til et kendt surferområde på Hawaii. Så er tonen slået an: Her er bilen, der kan signalere et eksklusivt, aktivt liv.

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Suzuki Ignis - den høje mikrobil

Det eksklusive skal dog ikke tages helt så bogstaveligt, for ideen med bilen er, at den skal have en pris, der er til at betale for så mange som muligt. Der er derfor ikke tale om vildt avancerede løsninger. Men fabrikken har som noget nyt gjort det muligt at bestille bilen i tofarvet lakering, med et farverigt interiør og med et hav af lækre udstyrsdetaljer. På den måde kan man skabe sin egen bil, og det gør den lidt mere eksklusiv.

Flot sikkerhedsniveau

Man kan bestille bilen med farver ved gearstang og ved sæder og instrumentbord. Automatgear er standard i 1.6’eren.Hyundai Kona skal produceres i Korea i en udgave, der sælges uforandret på alle markeder. Heldigvis er man ikke gået efter mindste fællesnævner, i stedet skal Kona matche de bedste på markedet.

Alle udgaver har således et ret avanceret udstyrsniveau med en nødbremse, der virker ved selv høje hastigheder, og som kan bremse for både biler, fodgængere og cyklister. Pakken omfatter også advarsel for biler i den blinde vinkel, en træt fører, eller hvis man er på vej ud over vognbanens kantlinjer.

LÆS OGSÅ: Motors test af Dacia Duster - billig offroader

Over 120 crashtest på Hyundais eget sikkerhedscenter har sikret, at bilen er endt med at have et sikkerhedsniveau, hvor fabrikken selv venter en topkarakter hos Euro NCAP. Det vil tiden vise.

Masser af teknik

Kona er høj og bred i forhold til sin længde, og det giver god plads i bilen. Motor har prøvet både for- og bagsæder, og der er rimelig plads til fire voksne. Et bagagerum på 361 liter er ifølge Hyundai blandt klassens største, og pænt ser det i hvert fald ud.

Instrumentbordet er knapt så spændende udformet som bilens udvendige linjer, men man sidder godt, og den store skærm giver fine informationer i øjenhøjde.Som udgangspunkt er bilen forhjulstrukken, men fås også med firehjulstræk. Motorprogrammet består af en trecylindret 1.0-liters benzinmotor med turbo samt en firecylindret 1.6’er ligeledes med turbo. En 1.6-liters dieseludgave med 136 hk kommer lidt senere med i programmet.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem de to små offroadere Dacia Duster og Suzuki S-Cross

Bagagerummet rummer 361 liter og har et ekstra rum under gulvet.1.0’eren har som standard en sekstrins manuel gearkasse, mens den kraftige benzin’er er koblet til et syvtrins dobbeltkoblings automatgear og firehjulstræk.

Indvendig er Kona udstyret med en stor skærm, der huser både navigationsanlæg, radio, bluetooth og Apple CarPlay. Som ekstraudstyr kan man bestille bilen med headup-display. Her er det tale om et system, hvor informationer om hastighed, skilte og navigationsanlæg projiceres op på en lille reflektor, der kører op over rattet. Det lyder måske ikke så avanceret, men skærmen er kæmpestor, meget tydelig og med en flot grafik i flere farver.

God affjedring

Motor har prøvet den nye Kona, og den virker ganske tiltagende med køreegenskaber, hvor særligt affjedring og styretøj efterlod et meget positivt indtryk.

Hyundai Kona er en helt ny mini-SUV. Den fås med en lille motor, men stort udstyrsprogram. Firehjulstræk er standard i den kraftigste udgave.Hyundai har en lokal udviklingsafdeling i Frankfurt, hvor biler til det europæiske marked trimmes ind. Der er således ændret på netop styretøj og affjedring på de biler, der sælges i Danmark, sammenlignet med dem, der skal sælges i Korea og USA.

LÆS OGSÅ: De nyeste biltest fra Motor

Vi kørte den store benzinmotor, og den gav et indtryk af en meget dynamisk bil – et forhold der understreges af Konas officielle præstationer.
Priserne til det danske marked er endnu ikke på plads, men biler i denne klasse koster typisk mellem 175.000 og 225.000 kr., så et gæt i den lave ende af det område er nok ikke helt ved siden af.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Peugeot 308 klar til kamp - igen

$
0
0

308 kommer både som stationcar, som Peugeot kalder SW, og som hatchback. Prisforskellen forventes at blive 12.000 kr., med i prisen er mere benplads i kabinen, og at bagagerummet vokser fra 470 til 610 liter. Foto: Karsten M. Lemche, FDMMotor mener:Nødbremsen bringer 308 ind blandt mellemklassens bedste.

Manglende nødbremse har været en bremse på Motors anbefaling af Peugeot 308 de senere år. Men med den faceliftede 308 har Peugeot vægtet sikkerheden højt og gjort nødbremsen til standard på alle modeller – på nær udgaven med den gamle 1.6-liters dieselmotor, som ikke kan leveres med dette udstyr, og som du derfor ikke bør købe.

Nødbremsen er den samme som er standard på 3008-modellen, hvor bilen automatisk bremser for stillestående biler med op til 80 km/t. Og systemet reagerer også på fodgængere med op til 60 km/t.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af populære stationcars - Ford Focus, Opel Astra, Skoda Octavia og Toyota Auris

Nødbremse bliver standard på alle modeller fra efteråret. Ved introduktionen er det ikke på 1.6 dieselvarianten med 120 hk, så den bør man ikke vælge. Systemet reagerer op til 80 km/t., både på biler og på fodgængere.Dertil kommer, at en aktiv linjevogter og overvågning af chaufførens bevågenhed ligeledes bliver standard. Dermed bliver 308 igen en af mellemklassens mest interessante modeller.

Mindre – men bedre – dieselmotor

Den anden store nyhed er en 1.5-liters dieselmotor, der skal afløse en af de mest succesrige dieselmotorer nogensinde: Peugeot og Citroëns 1.6-liters dieselmotor.

Selvom den gamle motor fortsat er i god form, vil det være vores klare anbefaling, at du venter på den nye motor, der kommer til efteråret, hvis du skal have en lille dieselmotor.

1.5-liters motoren har fortsat fire cylindre, og den har samme bundtræk, men lidt flere hestekræfter. Under vores prøvetur trak motoren fint både ved høje og lave omdrejninger, lige så vigtigt er det, at motoren opleves ganske tyst.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Mazda 3 og VW Golf

Det enkle kabinedesign er ikke ændret med den faceliftede model. Det vil sige, at der stort set ikke er nogle knapper i midterkonsollen. Det fungerer udmærket, så længe man har klimaanlæg. Den største forandring er den nye trykfølsomme skærm.Den nye motor har også en renere udstødningsgas takket været et nyt forbrændingskammer, der blev udviklet på Peugeots Le Mans-racere, og fordi katalysatorerne er placeret tættere på selve motoren. Dermed lever motoren allerede nu op til de NOx-krav, som gælder fra 2020.

Sidste argument for at vente er, at den gamle 1.6-liters dieselmotor ikke fås med nødbremse.

Forfinede benzinmotorer

308 får den trykfølsomme skærm fra SUV-modellen 3008. Den reagerer langt hurtigere på tryk end den tidligere skærm og har mulighed for Apple Carplay og Android Auto.1.2-liters turbobenzinmotorer er også blevet opgraderet, så de nu kører lidt længere på literen. Faktisk op til 25 km/l for basismotoren med 110 hk. Disse motorer passer fint til bilen og er især interessante for private bilkøbere, der ikke kører langt til hverdag.

Sidste nyhed er en ottetrins automatgearkasse, men den tilbydes kun på den kraftigste dieselvariant, så den får få 308-ejere glæde af. De øvrige automatgearkasser har fortsat seks trin.

LÆS OGSÅ: Motors test af Honda Civic

Sammen med nødbremsen lanceres også muligheden for at tilkøbe en adaptiv fartpilot, der nu også kan bremse bilen om nødvendigt, så den selv kan holde afstand til bilen foran. Med automatgear virker det fra 210 km/t. og ned til 0 km/t., og dermed også ved køkørsel. I biler med manuel gearkasse virker systemet ned til 30 km/t.

Hurtigere tryk på skærmen

Der er små forandringer i forbindelse med faceliftet. Topmodellerne får LED-forlygter, og alle modeller får LED-baglygter. Den nemmeste måde at genkende den faceliftede model er radaren under nummerpladen, som den automatiske nødbremse benytter.I kabinen er der ikke mange forandringer, designet er uændret, og den største forskel er en ny trykfølsom skærm, som blev introduceret på 3008-modellen. Den reagerer hurtigt på tryk og er dermed mindre frustrerende at betjene. Det er især interessant, fordi betjeningen af klimaanlægget ligger i trykskærmen.

Apple CarPlay og Android Auto er standard på skærmen, dog afventer vi fortsat, at Android Auto frigives til mobiltelefonerne af Google. Men når de er klar, så virker de i bilerne.

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Hyundai i30

Med de nye roamingpriser i EU betyder det, at opgradering til indbygget navigation bliver mindre interessant. Selve systemet fra TomTom er meget velfungerende, men hvis priserne er på niveau med 3008-modellen, bliver det for dyrt. Den nye skærm betyder også, at du kan få danske menuer i bilen.

Ny kølergrill og LED-lys

Faceliftet betyder også, at 308 har fået en ny kølergrill, hvor løve-logoet er krøbet ned fra motorhjelmen. Det giver lidt mere ro på designet.
Samtidig har alle modeller fået LED-kørelys, hvor baglygterne nu er tændt hele tiden. Topmodellerne får også LED-forlygter, mens de almindelige udstyrsvarianter må nøjes med traditionelle halogenforlygter.

Måske undrer du dig over, at vi ikke har omtalt køreegenskaberne. Men det er fordi, de ikke er ændret. 308 kører nu som før fortrinligt, der er en god balance mellem komfort eller sport, når man ser bort fra de deciderede GTI-modeller.

308 er kort og godt en god familiebil, både hvad angår køreegenskaberne og pladsforhold. Især i stationcar-udgaven, der fortsat har tre cm mere benplads og et bagagerum, der er på hele 610 liter.

Samlet set er 308 en god pakke, der med ny trykfølsom skærm og markant opgradering på sikkerhedssystemer igen er blevet en af klassens mest interessante modeller.

Dog afhænger den endelige vurdering af priserne, som endnu ikke er klar. Og om Peugeot kommer med gode privatleasing slagtilbud, som de har for vane. Husk blot at styre uden om 1.6-liters dieselmotoren med 120 hk.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Jeep Compass - den er fin med kompasset

$
0
0

Bagtil virker Compass meget anonym. Fjernede man logoet, kunne næppe nogen genkende mærket. Foto: Torben Arent, FDMMotor mener:Jeep Compass er et friskt og rustikt alternativ for de, der ønsker noget anderledes i den kompakte SUV-klasse.

Kursen er sat. Jeep navigerer mod nye horisonter med nye modeller og stigende salg. Efter den lille Renegades ankomst i fjor peger pilen nu på en ny Compass, som udfylder et grimt hul i Jeeps modelprogram.

Compass kører lige ind i SUV’ernes 4,40-meters klasse, hvor VW Tiguan hersker, og der sælges allerflest SUV’er i Europa.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Kia Sportage og VW Tiguan

Baggerummet er lille. Blot 388 liter i versioner med lille reservehjul. Med stort reservehjul er det endnu mindre; med lappekit lidt mere.Compass er af blandet herkomst. Platformen er italiensk (Small Wide som også bruges til Fiat 500X og Jeep Renegade), og det samme er motorerne. Udvikling og design er foregået i USA, mens fremstillingen af de europæiske biler sker i Mexico.

Amerikansk feeling – europæisk kvalitet

Jeep har skabt en kompetent Compass med blot få graders misvisning. Det er faktisk ikke på køreegenskaber, Compass knapt rammer kursen. Vel er handlingen ikke skarp, men bilen kører behageligt og uden nøkker, og der skal da være lidt amerikansk feeling.

De fleste udgaver har et fint nitrins automatgear, og kombinationen med 140-hestes dieselmotor (nu med AdBlue-rensning) er et fornuftigt valg til bilen.

LÆS OGSÅ: Motors test af Toyota RAV4

Designet i kabinen er i ægte Jeep-stil med skærmen siddende på et fremspring. Jeep har virkelig fået styr på den oplevede kvalitet.Kabinen er flot lavet med behagelige materialer, jammerlig amerikansk plast er fortid her. Alle danske versioner har navigation med den helt store skærm på otte tommer. Menuer og tale er ikke på dansk.

Sikkerhedsudstyret er inden for skiven. Nødbremse med persongenkendelse og aktiv vognbaneassistent er som minimum standard.

Kan komme frem overalt

Trailhawk-versionen har reduktionsgear og fem offroadprogrammer. Fordelingen mellem for og bag sker automatisk, med mindre lock-funktionen er aktiveret.Jeep har et stærkt ry for offroad-egenskaber, og selvom mange knap nok kan finde en skovvej at køre på, svigter Jeep ikke sin historie. En forhjulstrukket version fås, men Jeep i Danmark forventer at sælge langt flest firehjulstrukne versioner, herunder den særdeles terrænduelige Trailhawk.

Den almindelige 4x4-model har automatisk transmission med låsning af differentialet samt fire offroad-programmer. Så er man godt kørende væk fra alfarvej.

LÆS OGSÅ: Motors test af Audi Q2

En særlig kobling kan frakoble hele drivlinjen til bagakslen for at spare brændstof, når der ikke er brug for firehjulstræk. Det sker automatisk, og det samme gælder den kontinuerlige fordeling af kræfter mellem for og bag. Baghjulene bliver maksimalt tildelt 50 procent.

Jeep Compass er en ganske elegant og nobel bil med den karakteristiske syv-grill i en nedtonet udgave.Skal man lege seriøst i terrænet, må det blive en Trailhawk, som er unik i denne del af SUV-klassen. Pakken indeholder reduktionsgear, „klippe”-indstilling, hill descent control samt en særlig afkappet front, der gør det muligt at klare heftige vinkler i terrænnet. 30 grader for og 34 grader bag. Trailhawk er desuden bevilget 30 dieselheste ekstra.

LÆS OGSÅ: Motors test af Hyundai Tucson

Hill descent, hvor bilen kravler trygt langsomt nedad ad skrænter, kunne Jeep nu godt have ofret på den almindelige 4x4-model også.
Frihøjden er 18 cm på den forhjulstrukne, 20 cm på den firehjulstrukne og 21,6 cm på Trailhawk.

Ved krævende terrænkørsel – og i andre situationer – savnes kamera i fronten og evt. langs siderne, som særligt Mercedes-Benz tilbyder.

Lygterne er ikke i top

Bagsædepladsen er fin, det er bagagepladsen ikke. Og lygterne er en svaghed – og kan tilskrives den amerikanske herkomst. LED-forlygter fås ikke, ikke en gang i almindelig, statisk udgave, og de egentlige kørelyslygter har gammeldags, gulligt lys.

Højere oppe sidder et LED-bånd, kaldet signaturlygter, og de lyser fint hvidt. Tilsammen ser det kikset ud.

Påhængsvægten er lav for typen. Benzinversionen klarer kun 1.000 kg, 170 hk diesel 1.500 kg og 140 hk diesel med manuelt gear dog 1.900 kg.
Danske købere må vente til nytår, før Compass er på vore breddegrader. Priser og præcist udstyr kendes ikke, så priserne herunder er Motors skøn.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Ford Fiesta - frisk med det meste

$
0
0

Fiesta er femdørs i næsten alle versioner, men fås dog som tredørs som billig grundmodel med lille motor. 16 tommer alufælge følger med i Titanium-udgaven. Fotos: Torben ArentMotor mener:Ford Fiesta er en vellykket mini med motorer og fine køreegenskaber som den helt stærke side. Men det er helt uforståeligt, at nødbremse ikke er standard til moderne, europæisk bil.

Fiesta er genfødt i en frisk, fin generation. Det sker samtidig med, at nye konkurrenter myldrer frem fra Seat, VW, Kia, Toyota, Suzuki og Citroën. Den lille Ford hænger godt på feltet uden umiddelbart at rage op sådan i gennemsnit.

Ottende generation af Europas p.t. mest solgte bil er gennemgribende ny, selvom platformen til dels er genbrugt, så akselafstand/bagsædeplads ikke er vokset – og tankdækslet stadig sidder i venstre side.

LÆS OGSÅ: Om den nye generation VW Polo

Bagagerummet har stotr set samme størrelse som i den hidtidige model, 303 liter. En stor kabinekuffert kan lige ligge på langs. Dobbeltbund fås som ekstraudstyr.Mens akselafstanden er uændret, er den nye Fiesta vokset en smule i længde og høje – det er nærmest omvendt af den generelle tendens. Selvom Fiesta ikke har fået mere dynamiske proportioner, ser den fin og nydelig ud. Egentlig ganske lig sin forgænger.

Sidespejlene er desværre helt nye – og mærkværdig små. Det bliver ikke bedre af, at udsynet skråt bagud er elendigt. I det mindste kan man tilkøbe både baksensor, bakkamera og cross trafic alert, der advarer mod krydsende trafik, når man bakker.

Moderne kabine

Ford Fiesta har en fint indrettet førerplads med fornuftig fralægspalds. 6,5 tommer trykskærm følger med til næsten alle udgaver. Her er det 8 tommer, som koster 1.700 kr. mere. Automatisk aircondition er ekstraudstyr til alle til 4.000 kr.Kabinen ligner slet ikke en Fiesta eller en klassisk Ford i det hele taget. De mærkelige diagonale knapper og den lille skærm med grønne, prikkede tegn er væk. I stedet er Fiesta blevet topmoderne med en stor flot farveskærm – og ligner alle de andre nye biler.

Skærmen på 6,5 tommer er standard i næsten alle versioner og kan for en beskeden merpris opgraderes til 8 tommer. Skærmen er „svævende” og er anbragt dejligt højt. Til gengæld er luftdyserne i midten kommet til at sidde meget lavt.

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Suzuki Baleno - den grønne minibil

I instrumenthuset er speedometer og omdrejningstæller skubbet meget ud til siderne.Fords Sync 3-infotaimnment- og kommunikationssystem samt nødopkald følger med de to store skærme – inkl. Apple CarPlay og Android Auto.
Instrumenthuset er mere genkendeligt, men alligevel moderne. Det er holdt i Fords klassiske mintgrønne farve. Som ekstraudstyr i nogle versioner er den lille skærm i farver. Speedometret er havnet særdeles langt ude til siden – men farten kan vises digitalt midt i.

Bagsæde ikke for børn

Kabinen er generelt pæn med blød – men mærkelig nubret – plast på instrumentbordet. Derimod er der hårde materialer næsten alle andre steder. Det sidste undgår man ikke engang ved at vælge luksus-versionen Vignale.

LED-kørelys og LED baglygter er standard, dog ikek på ST-Line. Baglygterne er tilsyneladende ikke permanent tændt.Bagsædet har rimelig plads til to voksne, men er tilsyneladende ikke vokset i forhold til forgængeren. Dørsiden er meget høj, så mindre børn kan have svært ved at se ud. Tilmed kører ruden ikke særlig langt ned.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af minibilerne Hyundai i20, Mazda 2, Skoda Fabia og VW Polo

Bagagerummet er gennemsnitligt med 303 liter - en bagatel mere end før. En kabinekuffert kan lige ligge på langs.

Serviceintervallet har Ford forbedret – til to år eller 30.000 km.

Komfortabel og sjov

Den nuværende Fiesta har fået megen ros for sine turbomotorer og køreegenskaber. Det er ikke blevet dårligere i den nye.

Design før funktion: Udseendet skråt bagud er ikke godt.Ny Fiesta virker en smule mere komfortorienteret i undervognen end den udgående, men kører stadig præcist og underholdende. Vil man have den nok mere skarpe oplevelse fra syvende generation, kan man vælge ST-Line, der er strammet en smule op.

LÆS OGSÅ: Prøvekørsel af den faceliftede Toyota Yaris

Motorerne fortsætter med små opdateringer og er stadig nogle ualmindelig fine maskiner med god respons, trækkraft og brændstoføkonomi. Der er valg mellem 100, 125 og 140 hk. Den mindste bør tilfredsstille de fleste.

Nye 1,1-motorer (70/85 hk) uden turbo udgør grundniveauet, men Motor har ikke haft mulighed for at prøve dem endnu.

Den manuelle gearkasse med seks trin er delvis ny og bidrager ligesom motor og undervogn til køreglæden. Men den gamle gearkasse var nu heller ikke ringe.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Kia Rio og Suzuki Baleno

Sidespejlene er usædvanlig små.Dieselprogrammet i Danmark indskrænker sig til en snusfornuftig 1.5’er med 85 hk. Den var ikke til stede ved præsentationen. Det var en 120 hk-version af samme motor, og den leverer forrygende trækkraft. Men altså ikke til danskere.

Den 85 hestes erstatter både 75 og 95 hk diesel, mens den særlige Econetic-version med 31,3 km pr. liter er udgået.

Husk lige nødbremsen

Nødbremse er ekstraudstyr. Det er stærkt beklageligt og ganske usædvanligt i forhold til Fiestas nye konkurrenter, som næsten alle har det som standard. Sikkerhedsudstyret er dog ikke særlig dyrt – 6.300 kr. – og reagerer også på fodgængere – selv i mørke - og måske cyklister. Med i prisen er adaptiv fartpilot og – ganske mærkeligt – farveskærm mellem speedometer og omdrejningstæller.

Sikkerhedsudstyret kan opgraderes yderligere for 8.500 kr. Så får man en flot pakke med blindvinkelalarm, cross trafic allert (men ikke med autobrems), skiltegenkendelse, automatisk op/ned-blænding og elfoldebare spejle.

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Mazda 2

Mens Fiesta generelt er fornuftig udstyret, er der – foruden nødbremsen – nogle pudsige mangler. F.eks. skal fartpilot, automatisk aircondition, elruder bag, dobbelt bund i bagagerummet og regnsensor tilkøbes til alle udgaver, dog ikke til Vignale.

Vil man have fartpilot må man gøre sig selv en kæmpetjeneste og vælge den adaptive version for 3.800 kr. ekstra. Så får man nemlig også nødbremse.

Billigt B&O-anlæg

B&O Play-anlægget lyder godt, men er visuelt meget billiget.Markant er muligheden for at få B&O Play-anlæg i bilen. Anlægget med officielt ti højttalere og 675 watt er langt fra normalt Bang & Olufsen-niveau, både i lyd og materialekvalitet, men det virker som et lækkert tilvalg for de moderate 7.800 kr.

Fiesta har en lidt fiktiv fra-pris på 134.000 kr. for en tredørs, mens de relevante Titanium-versioner med fem døre og Ecoboost-motorer koster i omegnen af 180.000 kr. med nødbremse, og det virker fornuftigt.

De almindelige versioner af Fiesta kommer til Danmark primo september, mens Vignale og ST-Line følger i oktober og ST og Active i begyndelsen af 2018.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Nissan Qashqai - originalen kan stadig

$
0
0

Bagtil har Qashqai fået ny kofanger – i to versioner afhængig af udstyrsversion. Lygterne er med LED, dog ikke blinklyset. Foto: Torben Arent, FDMMotor mener:Qashqai er blevet mere lækker i kabinen, og sikkerhedsniveauet er stadig højt. Adaptiv fartpilot lader desværre vente på sig – og bliver nok dyr.

Den, der ikke fornyer sig, falder hurtigt bagud. Sådan er det i stigende grad også i bilverdenen.

Nissans storsælgende Qashqai har kun tre år på bagen i den nuværende anden generation, men „den originale crossover” har nu flere end 20 konkurrenter, så Nissan har set sig nødsaget til at give bilen en ansigtsløftning.

Det er en større overhaling, danske kunder kan få glæde af fra sidst i august.

LÆS OGSÅ: Motors stortest af crossoveren Peugeot 3008 - årets bil

Forbedringerne har man allerede glæde af, når man sætter sig ind bag rattet. Selve rattet er nyt og både flottere at se på og rarere at holde om end før. Bl.a. er ratkransen gjort tykkere, og så er den „skåret af”’ i bunden for lettere ind- og udstigning. Det er altid vigtigt med et godt førsteindtryk.

Rattet er blevet skåret over i bunden, så man lettere kan komme ud og ind.Materialerne er fået et pænt løft flere steder, og så har Nissan gjort den del for at dæmpe støj og vibrationer. Det mærkes. Der er lagt ekstra og bedre isolering ind i fordørene og bag baghjulene, der er kommet ekstra tætningslister ved fordørene, og glasset i bagdørene er nu tykkere.

Og mens vi stadig holder stille: Qashqai har fået nye forsæder med større hynde og højere ryglæn fra og med udstyrsniveau tre (N-Connecta). Næst billigste model, Acenta, har fået bedre sædebetræk, siger Nissan. Motor har ikke mødt en sådan version endnu, og det er muligvis en forbedring, man først opdager efter nogle år. Det lyder til gengæld ikke som nogen god reklame for den allerbilligste.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af crossoverne Mazda CX-3, Honda HR-V, Nisan Qashqai og Renault Kadjar

Alle versioner skulle dog få glæde af, at bagsiden af forsæderne har fået bedre plast, men samtidig tyndere beklædning til glæde for knæpladsen bag.

Forvirrende bip

Det er bag rattet, at fornyelsen især opleves. Qashqai har fået en flot rat med flad bund og en tykkere ratkrans. Navet er gjort mindre, og de tre eger er tyndere. Det giver bedre udsyn til instrumenthuset.Køreegenskaberne – rat og undervogn – er gjort en smule skarpere. Styretøjet virker lidt mere direkte og retter bedre op efter et sving. Det er ikke gået ud over komforten. 19-tommers fælge er til at holde ud, i hvert fald på gode veje.

Qashqai er godt kørende med sikkerhed. Bilen har haft nødbremse som standard fra begyndelsen, og den er nu opgraderet med fodgænger-genkendelse, som fungerer ved at kombinere radar og kamera. Der fås også advarsel om biler i den blinde vinkel (radarbaseret) samt skiltegenkendelse, døsighedsalarm, parkeringsassistent, 360 graders kamera, automatisk op- og nedblænding og vognbaneassistent.

LÆS OGSÅ: Test af Seat Ateca - Seats nye trumfkort

Qashqais front er helt ændret med den markante V-form i grillen og integreret kofanger. Tågeforlygterne er placeret lavere.Nyt er også muligheden for advarsel mod kollision ved bakning, f.eks., ud fra parkeringsbås eller port. Systemet, der virker på op til 20 meters afstand og op til 8 km/t., bremser dog ikke af sig selv.

Adaptiv fartpilot er desværre stadig ingen mulighed, selvom Qashqai har radar som standard. Den kløgtige fartpilot kommer først til foråret 2018 og da kun i kombination med Propilot.

Nissan skal stadig arbejde med bruger-interface. Bilen bipper ofte, og det er ikke lige til at vide, om man er på vej ud over striberne, nærmer sig et fartkamera eller har glemt at lukke en dør.

LÆS OGSÅ: Crossover-klassens skæve indslag Toyota C-HR

DAB-radio er blevet standardudstyr, mens Nissan Connect-navigationssystemet med trykskærm følger med fra og med N-Connecta. Bedre betjening i app-stil er tilføjet. Alle ruder har fået autofunktion og kan åbnes og lukkes med fjernbetjeningen. Fiks hvis man skal have luftet en varm bil ud i en fart.

Veludstyret topmodel

Qashqai har fået nye forsæder med større hynde og højere ryglæn fra og med udstyrsniveau tre (N-Connecta). En ny topmodel er Tekna+, og dermed er der i alt fem niveauer. Tekna+ har bl.a. nappalæder med 3D-syninger. Sort er standard, mørkerødt kan tilvælges uden merpris. Førersædets indstilling er suppleret med eljusterbar lændestøtte og hukommelse for to positioner, inkl. spejlenes indstilling. Det nye Bose-lydanlæg med otte højttalere er standard her.

Der er halogenlygter på de tre laveste udstyrsniveauer (Visia, Acenta og N-Connecta) og LED-lygter på de to højeste (Tekna og Tekna+). LED-lygterne er kombineret med nærlys med dynamiske kurvelys.

LÆS OGSÅ: Crossover-duel - Mazda CX-3 møder Peugeot 2008

Motorprogrammet er reelt uforandret og trængte sådan set heller ikke til opgraderinger. Nissan siger, at 1.6-diesel giver mindre motorstøj, men den kan nu altså stadig støje. Der er valg mellem 1.2- og 1.6-benzin og 1.5- og 1.6 diesel.

Firehjulstræk fås i Danmark til én version: 1.6 diesel med manuelt gear. Der sælges stort set ikke firehjulstrukne udgaver i Danmark.
Nå ja, der er også kommet to nye karrosserifarver, blå og brun. Eller mere præcist: Vivid Blue og Chestnut Bronze.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Mitsubishi gør comeback i SUV-klassen

$
0
0

Bagruden er delt i to med en lille vandret spoiler som adskillelse. Den skrå rude giver et coupé-lignende ydre, og den lodrette nederste del forbedrer aerodynamikken og giver bedre udsyn. Foto: MitsubishiMotor mener: Mitsubishi Eclipse Cross byder på moderne teknik, flotte materialer og en gennemarbejdet kabine med overraskende god plads ved bagsædet. Og så kører den godt!

Det er sjældent, man møder en fabrik, der ikke rigtig har nye modeller på vej. Men sådan har det stået til hos Mitsubishi flere år. Nu er tørken ovre, og en række biler i den populære SUV-genre er hastigt på vej.

Første model er denne Eclipse Cross, der er udviklet af Mitsubishi selv, og som i en vis grad bygges på platformen for den nuværende og lidt større Outlander. De to næste modeller er nye udgaver af den lidt mindre ASX og netop Outlander.

TAG TESTEN: Hvilken bil passer til dine behov?

I første omgang ved vi, at den nye Eclipse Cross når Danmark straks efter nytår, og så må vi se, hvornår de to sidste bliver klar.

Gennemarbejdet kabine

Førerpladsen er velindrettet og materialekvaliteten føles fin overalt – uden at bilen af den grund kan kaldes premium-kvalitet. Her er det topudgaven med stort set alt i udstyr.Bag rattet i Eclipse Cross mærker man, at Mitsubishi har haft lang tid til at tænke sig om. Alting virker flot bearbejdet, og placering af knapper og betjeningsgreb føles rigtig.

Også designet og den deraf følgende oplevelse af materialekvaliteten er på et flot niveau, og bilen føles bestemt ikke plastic-agtig eller mærkelig. Tværtimod er der gode fralægningspladser, og fin ny teknik, med en stor trykskærm med danske menuer, Apple CarPlay og pænt layout.

LÆS OGSÅ: Motors test af SUV'en VW Tiguan – den moderne familiebil

Bagagerummet rummer 341 liter, og er ikke bilens stærkeste side, men det kan udvides ved at køre bagsæderne frem, ligesom der er et ekstra rum under gulvet.Ved bagsædet er der overraskende fin plads, og det tjener Mitsubishi til ære, at man i alle varianter har valgt at gøre bagsædet justerbart i længden og i ryglænshældningen. Det gør det muligt at give virkelig god plads til selv store passagerer, og det løfter hele oplevelsen af bilen.

Til gengæld er bagagerummet knapt så stort, når bagsædet er rykket helt tilbage, men det er fint, at man har muligheden for at kunne variere begge dele.

Nye motorer

Teknikken i bilen er typisk for Mitsubishi, og vi finder således fine motorer, trinløst automatgear, og et selvregulerende firehjulstræk.

Man kan køre bagsædet op til 20 cm tilbage. Det giver fremragende benplads, og da ryglænet samtidig kan vippes bagud, bliver komforten storslået.Benzinudgaven har en ny 1.5-liters motor med 163 hk. Det er ret meget af så lille en sag, og da drejningsmomentet samtidig er på hele 250 Nm allerede ved 1.800 omdrejninger, føles den faktisk lige så stærk som en dieselmotor. Der kommer dog også en dieselversion lidt senere, og den får en opdateret udgave af den 2.2-liters motor, fabrikken også anvender i dag til andre modeller.

LÆS OGSÅ: Motors test af Toyota RAV4 Hybrid

Eclipse Cross kommer med enten forhjulstræk eller 4WD, og i sidstnævnte fordeles kræfterne mellem for- og baghjul efter behov. Man kan vælge mellem tre kørerprogrammer, Auto, sne eller grus.

Headup-display er lækkert udstyr i topudgaven. Her kan man aflæse hastighed og en del andre informationer under kørslen. Det opleves som om tallene ’svæver’ ude i luften foran bilen.Med firehjulstræk er bilen altid udstyret med CVT-gearkassen, der er et automatgear med trinløse skift. Det fungerer overraskende godt, og er sagtens noget, man kan få fornøjelse af. Men vælger man alligevel udgaven med manuelt gear, er der også tale om en vellykket sekstrins gearkasse med lette skift.

LÆS OGSÅ: Motors prøvekørsel af Nissan Qashqai

I alle tilfælde virker motoren støjsvag, og det giver indtryk af en velbygget bil.

Nødbremse ikke standard

Mitsubishi Eclipse Cross er en ny SUV i mellemklassen. Den skal bl.a. konkurrere med Nissan Qashqai. Bilen bygges i Japan og skal sælges i hele verden.Sikkerhedsniveauet er delt op i to niveauer, og de billigste udgaver får ikke nødbremse og adaptiv fartpilot, som vi finder i de lidt dyrere varianter. Præcis hvordan udstyrsniveauerne kommer til at se ud i Danmark, er endnu uafklaret, men man bør gå efter en af de versioner, der har sikkerhedspakken som standard.

Benzinudgaverne er de første, der kommer. Der er tale om en vellykket firecylindret 1.5-lters sag med turbolader. Den har et fantastisk moment ved lave omdrejninger.Køreegenskaberne er generelt opløftende, og særligt et veltilrettelagt styretøj giver føreren en god oplevelse. Affjedringen virker overraskende behagelig, selv om bilen kører på 18-tommer hjul.

LÆS OGSÅ: Motors test af SUV'en Mazda CX-5

Den adaptive fartpilot virker ned til 0 km/t., og er en stor hjælp ved køkørsel.

Samlet set føles Eclipse Cross klar til at tage kampen op mod de bedste i et marked, der dog er ved at være oversvømmet med helt nye eller opdaterede udgaver af lækre, fleksible og flotte SUV-modeller.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

BMW 1- og 2-serie - mere luksus for færre penge

$
0
0

BMW’s 2-serie har fået et omfattende facelift med ny front, nye lygter og et helt nydesignet instrumentbor. Foto: BMWMotor mener: BMW’s mindste modeller føles markant forbedret, og med moderne sikkerhedsudstyr, mulighed for avanceret opkobling til nettet og et meget lækkert interiør står både 1- og 2-serien stærkt i et ellers konkurrencepræget marked. Men husk at tilkøbe nødbremsen.

Mens BMW virkelig har satset på luksus og lækre detaljer i 3-, 5- og 7-serien, har det knebet lidt med at få den samme fornemmelse frem i de helt små modeller. Det har fabrikken nu rådet bod på med et facelift, der er ret omfattende.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Mazda MX-5 og Mini Cooper

Et helt nyt instrumentbord måtte der til, før alle var tilfredse, og med det fremstår de små modeller nu yderst overlegne, når det handler om luksus-fornemmelsen i denne klasse. Udvendigt er nye LED for- og baglygter med til at profilere den nye årgang, og sammen med et nyt fælgdesign, nye farver og en ny kølergrill, tegnes der et flot billede af en ny og moderne bil.

Inspireret af 5-serien

I kabinen har nye materialer og former løftet kvalitetsindtrykket markant. Den store skærm i midten er ekstraudstyr, og rummer danske menuer og dansk tale.Bag rattet mødes man nu af en lækkert udformet førerplads, hvor både instrumenthus og den store skærm i midten er hentet fra den ret nye 5-serie.

Skærmen i midten kommer i to størrelser, hvor den helt store skærm på billederne er ekstraudstyr. I begge tilfælde er opløsningen nu blevet meget detaljeret, og i topudgaven er den trykfølsom. Alle menuer er på dansk, og tilkøber man navigationsanlæg, taler det også dansk.

TAG TESTEN: Hvilken bil passer til dine behov?

Alle udgaver har fået LED lygter både for og bag. Som ekstraudstyr kan man tilkøbe disse adaptive LED-lygter, der tilpasser lyskeglen efter omgivelserne.Fra 5-serien har man også hentet muligheden for at koble bilen til internettet, så man løbende får aktuelle trafikdata, mulighed for internetadgang, og mulighed for at kommunikere med bilen fra sin smartphone. Apple CarPlay kan nu køres trådløst, og har man en telefon, der understøtter det, kan den også oplades trådløst.

Baghjulstræk er standard

Både 1- og 2-serien er bygget over den samme grundform, og numrene refererer til 1-serien som en femdørs hatchback og 2-serien som en todørs coupé samt cabrioletudgaven. Faceliftet omfatter ikke den forhjulstrukne 2-serie med efternavnet Active Tour.

Automatgearet bidrager til en fornem køreoplevelse.Som den eneste producent har BMW holdt fast i baghjulstrækket i denne billigste udgave, og det giver bilen en særlig karakter. Den kan køres sportsligt, og da BMW tilbyder både adaptiv affjedring, sportsindstilling, store motorer og firehjulstræk i visse udgaver, er banen kridtet op til en sjov køreoplevelse.

LÆS OGSÅ: Motors test af Porsche 718 Boxster

Motor lod en cabriolet 220 d med 190 hk og en coupé M240i med hele 360 hk demonstrere dette. Og i begge tilfælde stod vi tilbage med et indtryk af en velbygget og kompetent bil, der både kan bruges til hverdagens trivielle transportopgaver og til frisk kørsel, når omstændighederne tillader det.

I begge tilfælde stiger man ud af bilen med et smil i hele ansigtet, men M240i er dog så sportsligt afstemt, at nogle nok vil finde den for ubekvem til hverdagens mindre køreopgaver – her opleves den mere moderate cabriolet som en velafstemt bil med masser af fine facetter.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.


Mercedes S-klasse - verdens bedste bil 2.0

$
0
0

S-klassen fås med fire forskellige akselafstande: 303 cm, 316 cm, 336 cm og 442 cm. De to længste er forbeholdt Maybach- og Pullman-versionerne. Bilen på billedet er den „korte” udgave.Motor mener: Mercedes S-klasse står fortsat som et fyrtårn blandt alverdens bilproducenter. Bilen viser, hvad der er muligt, og hvad vi kan forvente os af ny teknik i alle biler i de kommende år. Prisen er tårnhøj, så det er mest teknikken, der gør bilen interessant.

Det er fire år siden, at verdens bedst sælgende limousine så dagens lys. Men i den klasse går udviklingen for fuld skrue, og S-klassen har derfor ikke kunnet leve op til fabrikkens ambitioner om, at Mercedes’ største bil også skal være verdens bedste bil.

Den tyske bilfabrik har derfor opdateret S-klassen, og selvom man godt kan tillade sig at kalde resultatet for et traditionelt facelift, er det et af de helt store. Der er udviklet nye motorer, der er installeret ny teknik til at styre sikkerheden, og så er der opfundet en ny type lygter, kombineret komfortudstyr og installeret udstyr, på en måde, vi ikke har set før.

SE OGSÅ: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet

Som noget nyt er alle udgaver udstyret med en adaptiv fartpilot, der snakker sammen med navigationsanlægget, så farten automatisk sættes ned i sving. Nyt er, at den styres fra kontakter på rattet.Mercedes har skrottet sine gamle V6-motorer til fordel for en helt ny generation af sekscylindrede rækkemotorer. De kommer både i en diesel- og benzinudgave, og mens den sidstnævnte allerede er kombineret med en elmotor, der kan hjælpe med at holde benzinforbruget nede, er dieselmotoren i første omgang mere traditionelt indrettet.

Men begge motorer leverer nu endnu flere kræfter og bruger mindre brændstof, og overholder naturligvis de nyeste miljønormer.

Tæt på selvkørende

Bag rattet mødes man af en luksusfornemmelse af de helt store. To enorme skærme er sat i forlængelse af hinanden og giver information om alt under kørslen.En af nyhederne er den udvidede fartpilot, der dels lader bilen følge forankørende biler, dels tilpasser farten efter vejens forløb. Oplysningerne kommer fra navigationsanlægget, så bilen selv reducerer farten på landevejen, hvis man kommer til et sving eller en rundkørsel. Og modsat tidligere er alt udstyret standard i alle udgaver.

En af nyhederne er det opdaterede sikkerhedsudstyr, der bremser for stort set alle forhindringer ved alle hastigheder.Man skal altid have en hånd på rattet, men bilen er blevet mægtig god til at følge vejens forløb, og S-klassen er efter Motors opfattelse i øjeblikket den bedste bil, hvad dette angår. Den nye Audi A8 er dog mere avanceret på lige dette punkt, men den kommer først om nogle måneder.

LÆS OGSÅ: Motors test af Porsche Panamera

De nye sikkerhedssystemer er i praksis hentet fra den lidt mindre, men noget nyere Mercedes E-klasse, og det betyder, at alle udgaver af S-klassen i lighed med E-klassen selv kan bremse for stort set alle forhindringer. Men for at undgå unødige nedbremsninger, beregner en computer hele tiden risikoen for et sammenstød, så den kun behøver at reagere, når det helt sikkert ellers vil gå galt.

Flere størrelser - stor, større ...

Mercedes-Benz S-klassen er verdens bedst sælgende limousine. Nu er den kommet i en ny udgave med ny teknik og mere komfort.Den store Mercedes kommer i fire karrosserivarianter: en almindelig udgave, en lang udgave, en meget lang og en enorm udgave. Firehjulstræk er ekstraudstyr til de mindste udgaver og standard i de store.

Har man et særligt behov for plads, kan man købe en Maybach udgave af S600, hvis det ikke ligefrem skal være den helt vilde Pullman, der med næsten to meters benplads ved bagsædet nok primært er tiltænkt konger, præsidenter, oliesheiker og stenrige milliardærer.

LÆS OGSÅ: Om den nye Audi A8 - selvkørende limousine

I Danmark er der ikke mange af den slags, men årligt finder 10-20 S-klasser danske ejere. Den nye S-klasse starter ved 1,7 mio. kroner for en overraskende veludstyret bil med den nye sekscylindrede dieselmotor med 286 hk, der på papiret kan køre 18,5 km pr. liter.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Range Rover Velar - ulden kommer!

$
0
0

Velar er baseret på Jaguar F-Pace og byder på god plads til fire personer samt et kæmpe bagagerum, især på bagsædet er den mindre end den almindelige Range Rover. Foto: Karsten M. Lemche, FDMMotor mener:Elegant bybil med offroad-egenskaber. Men vi savner hybrid- og eludgaver, og prisen er i den høje ende.

Trykfølsomme skærme forandrer biler så voldsomt, at deres sjæl risikerer at forsvinde. Det gælder i hvert fald for Land Rovers nye Range Rover Velar. For væk er drejeknappen, hvor du kan vælge, hvilket terræn du kører i. Den moderne udgave af det mekaniske spær, som har været en essentiel del af Land Rover, siden deres første model kom på markedet i 1948. 

Du kan stadig vælge græs, sand eller mudder og rødder, hvis du begiver dig offroad. Det sker bare via – den i øvrigt meget lækre – trykskærm.

SE OGSÅ: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet

De to midterskærme er trykfølsomme og kommer på de større Range Rover-modeller i modelår 2018. Opløsningen er høj, skærmkvaliteten markant bedre end tidligere, og de giver Velar et moderne touch.Velar er første Range Rover, der har fået en ny løsning med tre skærme, hvor instrumenterne også er blevet digitaliseret og nu med en bedre skærm, som kan ses, selvom solens stråler rammer instrumenthuset. I midterkonsollen er der to trykfølsomme skærme, hvor du til dels selv kan bestemme visningen.

Skærmene er en klar opgradering for Land Rover, især fordi opløsningen, farverne og trykfølsomheden nu er blandt de bedste billøsninger. 

60 cm vand og kantsten

Tre store skærme er standard på alle Velar-udgaver, det samme er firehjulstræk og automatgear. Ligesom det udvendige design er kabinen meget enkel og elegant.Elegant er det ord, som bedst favner den nye Velar. For selvom den nye lille Range Rover kan kravle henover skovbunden og køre gennem en 60 cm dyb flod, er Velar mere skabt til at forcere kantsten i byen.

Alt fra dørhåndtagene, der ved stilstand og kørsel flugter med karrossen, til bilens meget rene linjer er en lang flugt fra Land Rovers rustikke fortid.

LÆS OGSÅ: Motors test af Mercedes-Benz GLE - terrængående miljøbil

Du kan personalisere Velar i udstrakt grad, blandt andet med uld fra den danske producent Kvadrat. Prisen er 50.000 kr. for delvis beklædning.Luksusoplevelsen fortsætter i kabinen, hvor Velar også kan leveres med uld fra danske Kvadrat. Pris for delvis uld i kabinen er godt 50.000 kr., og det er en af mange personaliseringsmuligheder i Velar.

Ligesom den mindre Evoque er Velar en designer-SUV og adskiller sig dermed fra den traditionelle – og større – Range Rover og Range Rover Sport.

Forsinket føling med vejen

Køreoplevelserne er mere tro Range Rover, der giver en ophøjet køreoplevelse, hvor underlaget ikke skal forstyrre chaufføren. I modsætning til Jaguar F-Pace, der er baseret på samme tekniske platform, virker Velar lidt "distræt" i styretøjet. Som om du hele tiden lidt forsinket får at vide, hvad der sker under bilen.

Dørhåndtagene flugter med karrossen, når bilen kører eller er parkeret. Her er de kørt ud.Det er en distinkt karakter og giver kant til Velar. Det passer godt til biltypen og giver ro i kabinen. Det gør den velegnet som langtursbil, hvor man vil glæde sig over god plads til fire personer i kabinen. En stor kardantunnel og et – for en Range Rover – smalt bagsædegør, at Velar ikke er velegnet til familier med tre børn.

LÆS OGSÅ: Motors test af Porsche Macan - luksus-firehjulstrækker

Bagagerummet er til gengæld overordentligt voksent. Læssekanten er naturligvis høj på grund af bilens form, men der er hele 673 liter til bagagen.

Koster godt en million

Ser man bort fra Evoque, har Range Rover-modellerne altid hørt til i de øvre prislag, og det gælder også for Velar. Den findes lidt overraskende hverken som elbil eller som hybridmodel.

Du kan bestille den med enten benzin- eller dieselmotor, og priserne starter ved godt en million kroner, hvilket er godt 300.000 kr. dyrere end den billigste Jaguar F-Pace. Forskellen skyldes bl.a., at Velar altid leveres med firehjulstræk og med automatgearkasse, samtidig med at basismotorerne er større.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Audi Q7 og Volvo XC90

Dertil kommer, at Velar teoretisk set reelt kan begå sig offroad, hvor Jaguaren er lidt mere bange for vand og mudder. Men på en bil, hvor 18-tommerfælge er standard, og som leveres med op til 22”-fælge fra fabrikken, er offroad-egenskaberne ikke en af Velars vigtigste discipliner.

Det er nærmere en luksusbil for velhavere, der gerne vil have en bil med kant, og som skiller sig ud blandt mængden af tyske – og svenske – premium SUV-modeller.

Og i den konkurrence giver det god mening, at både håndtag til spærredifferentiale og terrainresponse-knappen er digitaliseret. Og til puristerne kan vi berolige med, at Land Rover har lovet, at den klassiske Defender vender tilbage i modelprogrammet. Måske allerede til næste år.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

VW Polo - maximeret minibil

$
0
0

Designmæssigt ligner Polo stadig en Polo, men alt er nyt, og udvendigt kan bilen fås med LED-baglygter og bakkamera. Foto: VW og Søren W. Rasmussen, FDMMotor mener:Det er svært at være andet end begejstret for den nye Polo. Plads, køreegenskaber, komfort og den generelle kvalitetsfornemmelse imponerer, og så ser bilen samtidig godt ud.

VW Polo er i den grad blevet opdateret, når den nye, sjette generation når de danske forhandlere til november. Motor har allerede haft lejlighed til at prøve bilen, og det er en meget vellykket opdatering med fokus på plads, komfort, sikkerhed og smarte løsninger.

Den nye Polo er bygget på det, VW kalder MQB-platformen, som dækker over en bilserie med tværstillede motorer og i dette tilfælde forhjulstræk. I Polo’s tilfælde er dimensionerne øget betydeligt i forhold til forgængeren, og ikke mindst den vigtige afstand mellem for- og baghjul er vokset med hele ni cm.

SE OGSÅ: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet

Designet er strammet op, og nu har Polo fået større slægtskab med VW Golf. LED-forlygter er ekstraudstyr. Polo fås udelukkende med fem døre.Det giver alt i alt en bil, der ser bred, lang og lav ud, og hvor pladsen indvendigt føles meget imponerende. Selv ved bagsædet finder to store passagerer let plads – også selv om de to forreste er af anselig størrelse. Bagagerummet er ligeledes vokset betydeligt fra 280 til nu 351 liter.

Diesel på vej ud

Motorprogrammet omfatter primært den velkendte trecylindrede turbomotor på 1.0 liter. Den fås i versioner med enten 95 eller 115 hk, og selv den lille udgave gør et forbilledligt arbejde. Det behøver på ingen måde at være vildere – brug i stedet pengene på det velfungerende DSG-automatgear, der også i Polo føles som en klar opgradering af bilen.

En stor 8-tommers trykskærm er standard i alle udgaver, og man kan tilkøbe farvepaneler langs instrumentbord, gearstang og dørsider.En lille 1.0-liters version uden turbo bliver billigste udgave til godt 160.000 kr., men den er på ingen måde det bedste køb, da den er bundet til laveste udstyrsniveau med bl.a. et lidt tarveligt instrumentbord.

LÆS OGSÅ: Duel mellem minibilerne Kia Rio og Suzuki Baleno

Pladsforholdene er øget betydeligt i forhold til den gamle Polo, og nu får fire voksne snildt god plads i bilen.Regn i stedet med en udgangspris på cirka 190.000 kr. for den omtalte 95 hk-udgave i det mellemste udstyrsniveau, Comfortline. Her får man både adaptiv fartpilot, nødbremse, der bremser for fodgængere og biler samt en stor 8-tommers farveskærm, der i den grad pynter i bilens mere lækre kabine.

Man kan også købe Polo med en 1.6-liters dieselmotor. Men den er dyr, støjer og er på ingen måde så frisk i afsættet som den lille benzinmotor. Og da forbrug og ejerafgift ikke gør den til en økonomisk fordel for ret mange, er dieselandelen i Polo-klassen uden tvivl på vej ned.

Harmoniske køreegenskaber

Pladsen i bagagerummet er vokset markant fra 280 liter til nu 351 liter. Bunden kan placeres i to niveauer, og generelt er der rigtig god plads.Motors første møde med Polo fandt sted i og omkring Hamborg, hvor vejnettet byder på både knudrede småveje og en herlig Autobahn med fri fart. Begge dele klarede den lille tysker på overbevisende vis, og særligt på motorvej kan man glæde sig over en oplevelse fri for motorstøj, samt et styretøj der hele tiden holder bilen på ret kurs. Det kan man blive ved med i timevis.

I byen er Polo også letkørt, og selvom det er en helt ny bil, føler man hurtigt, at man aldrig har kørt andet. Udgaven med DSG-gearet er dog en anelse mere afslappende at køre, og her er særligt skiftegrebene ved rattet en sjov oplevelse, man ind i mellem kan muntre sig med.

LÆS OGSÅ: Test af hybrid-minibilen Toyota Yaris

Den adaptive fartpilot virker mellem 0 og 210 km/t. i udgaver med automatgear, og fra 30 til 210 km/t. i udgaver med manuelt gear. Merprisen for DSG-gearet er 20.000 kr.

Samlet set er sjette generation af VW Polo en oplevelse, der kommer tæt på en VW Golf – og set i det lys skal Polo nok blive en succes fra dag et.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Kia Stinger - lækkerier fra en svunden tid

$
0
0

Bagenden er præget af store LED-baglygter, store udstødningsrør og den integrerede bagrude i bagklappen. Foto: KiaMotor mener:Kia mener det alvorligt, når de siger, at de vil være med der, hvor man køber biler med hjertet. Stinger vil bringe dem tættere på det mål, selvom den på mange måder peger mere bagud end fremad.

Efter en lang årrække med fokus på fornuftige „folkebiler” som Picanto, Rio og ikke mindst Ceed er tiden kommet til et kvantespring for koreanske Kia. Ambitionerne fejler intet, og med et hold bestående af nogle af de bedste designere, teknikere og øvrige eksperter – alle hentet fra de store europæiske konkurrenter – er rammerne på plads for at bringe Kia tættere på de store europæiske bilmærker, når det handler om design og prestige.

Motoren ligger på langs og trækker som udgangspunkt på baghjulene. Topudgaverne har dog firehjulstræk som standard.Det er i dette lys, at man skal se Stinger, der er en helt ny bilmodel, der skal løfte mærkets image betydeligt. Midlet er et friskt design, lækker indretning og masser af udstyr, samt klassisk teknik som store, langsliggende motorer, der er koblet til baghjulstræk.

SE OGSÅ: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet

Kia Stinger er på denne måde en „god, gammeldags bil”, der repræsenterer alt andet end det snusfornuftige, vi hidtil har set fra Kia.

Interiøret er flot, og den korte gearstang styrer det velfungerende ottetrins automatgear.Motor har allerede prøvekørt den nye Stinger i topudgaven med V6-motor, ottetrins automatgear og firehjulstræk, og indtrykket er meget oplivende. Der er ingen tvivl om, at alle sejl er sat til, og både motor, gearkasse, styretøj og bremser føles særdeles involverende. Kia Stinger er ganske enkelt sjov at køre.

Politisk ukorrekt – med vilje

Bagagerummet rummer 406 liter og er tilgængeligt via en stor tophængslet bagklap.Til gengæld er bilen renset for alt, hvad der kunne pege fremad i en verden, hvor der er fokus på brændstofforbrug, forurening og alternative drivmidler. Tværtimod har Kia gjort en dyd ud af at gøre sig fri af sådanne ideer.

Mens de tyske mærker f.eks. har valgt at begrænse topfarten i sine biler til 250 km/t., har Kia givet Stinger lov til at køre linen ud. Vi møder således først grænsen, når speedometeret står på 270. Sammen med en acceleration fra 0 til 100 km/t. på bare 4,9 sekunder er det svært at blive andet end begejstret, når man kører bilen på de tyske motorveje.

LÆS OGSÅ: Motors test af Toyota GT86, der giver ægte køreglæde

Kia Stinger er en helt ny model, der bedst kan betegnes som en moderne Gran Turismo. Den har fire sidedøre og en stor bagklap. Designet er spændende og meget atypisk for Kia.Man kunne frygte, at Stinger ikke kunne klare den opgave, men det kan den på overbevisende vis. Hemmeligheden er en opsætning af bilen, der indstiller sig efter behovet.

Motor, gearkasse, affjedring, styretøj samt selve lyden i kabinen trimmes fra en lille knap mellem sæderne, og orker man ikke det, kan man indstille knappen på Smart, så klarer bilen selv det hele. Der er mærkbare forskelle mellem den komfortable og den sportslige indstilling, og på den måde føles Stinger som flere biler i en.

Kia Stinger skal ses som et rullende udstillingsvindue for Kias formåen. Koreanerne har også biler, der peger fremad mod en grøn verden, og her har mærket vist store fremskridt. Men lige præcis Stinger er undtagelsen, der alene fokuserer på køreglæde og klassisk teknik, og det gør den på fremragende vis.

Det siger sig selv, at denne slags biler ikke har en gylden fremtid. Men for dem, der tør og vil, venter der en sjov bil med et lækkert design.

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Nissan X-Trail - høj bil i børnehøjde

$
0
0

Fortil er der kommet nyt Nissan-logo, der gemmer radaren til den automatiske nødbremse, der er standard på alle modelvarianter. Foto: Karsten M. Lemche, FDMMotor mener:En rigtig børnevenlig familiebil, hvor bagsæderne er bedre end i Qashqai.

Du sidder næsten som i en biografsal, når du indtager bagsædet i Nissan X-trail, der ligesom lillebror Qashqai netop har fået et facelift. For ligesom i biografen er den anden sæderække placeret højere i kabinen end forreste række, og det giver bare et bedre udsyn.

Ikke kun ud af forruden, men også ud af sideruderne, og det er at tænke biler i børnehøjde. X-trail har også et bagagerum, der på grund af ny beklædning er vokset 15 liter til 565, så den er en fuldgod erstatning for en stationcar.

TAG TESTEN: Hvilken bil passer til dine behov?

Bagsædet er højt placeret i bilen. Det giver ikke bare et godt udsyn fra bagsædet, men betyder også, at voksne får god lårstøtte. Den vigtigste tekniske opdatering er, at automatisk nødbremse i modsætning til i Qashqai er standard på alle varianter. Det er den mere avancerede løsning, hvor den også bremser for fodgængere. Et klart plus.

Desværre har Nissan ikke valgt at opdatere den trykfølsomme skærm i midterkonsollen. Den fremstår lidt Nintendo-agtig i skærmopløsningen og halter langt efter nutidens mobilskærme. Det er samme skærm, man finder i alle Nissans modeller, og måske man kunne acceptere det i en billig Micra, men i en bil, som koster fra 300.000 kr., virker det for billigt.

Lak og læder

Kabinen har fået et nyt rat og anden beklædning. Desværre er skærmen ikke opdateret, og den fremstår mere grovkornet end klassens bedste.Der er også kommet flere eksteriørfarver til, samtidig med at der er kommet mere læder i topmodellerne. Blandt andet på instrumentbrættet og vigtigere på en knæpude ved midterkonsollen, så benet kan hvile på noget blødt.

Rattet er også opdateret med en flad bund for at gøre ind- og udstigning nemmere, samtidig er toppen af rattet redesignet, så der er bedre udsyn til instrumenterne.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af crossovers - Honda HR-V, Mazda CX-3, Nissan Qashqai og Renault Kadjar 

Der er kommet mere effektiv beklædning i bagagerummet, og dermed er det vokset med 15 liter til hele 565 liter. Dermed er X-trail på niveau med en stationcar i mellemklassen.Varme i rattet er nyt i X-trail, og det får du sammen med varme i bagsæderne i Tekna-udstyrsvarianterne. Topmodellen har desuden fået lydanlæg fra Bose.

Modeller med nøglefri betjening har også automatisk åbning og lukning af bagklappen, blot du fingerer et spark under bilens bagende. Motor har prøvet det, og det virker let, når først man har lært sparketeknikken.

Fra godt 300.000 kr.

X-trail er noget større end den meget populære Qashqai, men den leveres også kun med de store motorvarianter. Derfor har den billigste variant til godt 300.000 kr. en 1.6 turbobenzinmotor med hele 163 hk. Det er rigeligt med kræfter.

Vi prøvede den store 2-liters dieselmotor med automatgear og firehjulstræk. Den trækker godt, men spørgsmålet er, om ikke man kan nøjes med den mindre dieselmotor med 130 hk. Den har nemlig et fint bundtræk og en noget bedre brændstoføkonomi.

LÆS OGSÅ: Motors test af Mazda CX-5

Automatgearet begrænser anhængervægten lidt, men med manuelt gear må X-trail trække to ton i alle dieselvarianter og 1.800 kg med benzinmotoren. Dermed er X-trail også oplagt for den aktive familie.

Den nye X-Trail kommer til Danmark til december.

 

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Citroën C3 Aircross - farveglad familiebil

$
0
0

Citroën C3 Aircross er en ny mini-SUV med fleksibel indretning. Man sidder højt og har godt udsyn, men bilen er ikke med firehjulstræk. Foto: CitroënMotor mener:Citroën har fundet melodien med den nye C3-serie. Aircross byder på en god blanding af sjovt design, god brugsværdi og ejerglæde.

Skil dig ud fra mængden og få det rart. Sådan omtrent lyder Citroëns nye slogan, der ledsager den ligeledes nye C3 Aircross. Bil og slogan skal sammen få Citroën til at fremstå som et bilmærke, der igen hylder alternativet, og med C3 Aircross må den plan siges at være lykkedes.

Med flotte former, et hav af sjove detaljer og en god indretning stiller den stærkt op i et af årets mest spændende felter af nye bilmodeller. De små SUV-biler er det mest hotte, bilfabrikkerne i øjeblikket har fundet på, og stort set alle bilmærker har eller får en sådan bil på programmet.

SE OGSÅ: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet 

Man kan tilkøbe en farvepakke, så både sidespejle, tagbøjler og andre detaljer leveres i skarpe kontrastfarver.Den nye biltype kendetegner sig ved at være høj, ligne en lille firehjulstrækker, være fleksibelt indrettet og komfortabel. Og modsat de rigtige firehjulstrækkere kan de køre langt på literen, og så er de til at betale.

Politisk korrekte

Den nye C3 Aircross kan således køre op til 25 km pr. liter og fås i udgaver med alt i sikkerhedsudstyr. Og så rummer den let en familie. Det er med andre ord lige præcis sådanne biler, alle politikere vil gøre billigere.

Om det lykkes er for tidligt at sige, og vi kender derfor endnu ikke priserne. I Sverige koster de fra 135.000 kroner, men i Danmark skal vi nok regne med op mod de 200.000 kroner, som det ser ud før en evt. ændring af afgifterne.

Instrumentbordet er lækkert udformet med stof foroven, en stor trykskærm og mange sjove farvede detaljer.Motorprogrammet omfatter en trecylindret 1.2 benzinmotor med og uden turbo samt en 1.6 dieselmotor. Vi har prøvet både den kraftige benziner og dieseludgaven, og det umiddelbare indtryk falder ud til benzinmotorens fordel.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem crossoverne Maxda CX-3 og Peugeot 2008

Et velfungerende headup-display kan fås som ekstraudstyr. Det er tydeligt i skriften og er i farver.Ikke mindst med automatgear får man en køreglad bil, der stråler af livsglæde og komfort. Dieseludgaven er stærk, men den støjer, og en formentlig ret høj merpris køler interessen.

Sikkerhedsudstyret er potentielt højt, men igen afgør politikerne også dette spørgsmål. Sænkes afgifterne, kan vi forvente, at alle udgaver får både nødbremse, advarsel for biler i den blinde vinkel, linjevogter og lys, der selv blænder op og ned. I modsat fald bliver det ekstraudstyr på de billigste og standard på topudgaverne.

Godt udsyn og fin indstigning

En af de ting, der gør den nye biltype populær, er den høje siddeposition. Det mærker man tydeligt, når man sidder bag rattet, og udsynet til trafikken er derfor ret godt hele vejen rundt. En gennemsigtig bageste hjørnestolpe hjælper med. Ind- og udstigning er også let, og på den måde er C3 Aircross både en god familie- og seniorbil.

Fire sidedøre og en stor bagklap er standard. Bemærk ruderne ved C-stolpen: De er farvet udvendig, men man kan se igennem dem.Den høje siddeposition har dog også en ulempe. Når man kører hurtigt gennem sving og kurver, krænger bilen, og det mærkes noget mere, når man sidder højt, end når man sidder tæt på vejbanen. Det er ikke farligt, men er heller ikke ligefrem med til at gøre bilen til en køremaskine.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af crossovers - Mazda CX-3, Honda HR-V, Nissan Qashqai og Renault Kadjar

Hertil er undervognen også lidt mindre komfortabelt anlagt, end man kunne forvente af en Citroën. Til gengæld er styretøjet dejligt præcist, og bilen står også utroligt godt fast, og det er betryggende at vide, når en kurve viser sig at være skarpere end ventet.

God plads og flot udstyr

Kabinen kommer i to versioner, hvor topudgaven har et justerbart bagsæde, hvor man både kan justere benpladsen og ryglænets hældning. Det er rart og gør det muligt at slumre på længere ture.

Fortil er der god fralægningsplads, og Citroën har proppet bilen med alt i moderne udstyr såsom en stor trykskærm, Apple CarPlay, trådløs opladning, navigationsanlæg, headup-display, nøglefri start og mulighed for et velfungerende automatgear.

LÆS OGSÅ: Motors test af den lille SUV Opel Crossland X

Læg dertil et kæmpe panoramaglastag, der kan åbnes, samt farver og former, der vækker begejstring, og man får et billede af en bil, der er noget særligt. Hvad der er standard, og hvad der koster ekstra, er endnu ikke klart.

Farverigt ydre

De friske farver går igen udvendigt, og alle versioner har som udgangspunkt en tofarvet lakering. Der er otte grundfarver, fire tagfarver og fire farvepakker til detaljer som tagbøjler, sidespejle, lygtekranse og fælgkapsler. Sammen med i alt fem forskellige farver af kabinen kan bilen leveres i ikke mindre end 90 farvekombinationer, så man kan bestille bilen præcis, som man ønsker.

LÆS OGSÅ: Motors test af Kia Niro - hybrid crossover

De mange farver er med til at gøre C3 Aircross til en særlig bil i gadebilledet, og man kan ikke undgå at bemærke den, når man møder den i trafikken.

Vi vender tilbage med en regulær test af bilen, der kommer til landet til november.

 

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Subaru Legacy med dieselmotor

$
0
0

Motor mener: Fin og spændende diesel giver nyt liv til Subaru Legacy, der er en harmonisk outsider.

Boxermotor og firehjulstræk er en vigtig del af Subarus identitet, så naturligvis er japanernes første dieselmotor verdens første diesel-boxer, der selvfølgelig trækker på alle fire. Og den har været savnet længe, ikke mindst i Danmark, hvor hver anden nye bil har diesel i tanken. Subaru håber da også, at dieselmotoren skal fordoble det lille mærkes salg.

Merprisen er i hvert fald til at overse, for en Subaru Legacy 2.0D er kun 16.000 kr. dyrere end en 2.5-liters benzinmodel. Den har et dejligt kraftoverskud, støjniveauet er lavt, og som alle boxermotorer er den stort set vibrationsfri.

I Legacy 2.0D er den hydrauliske servostyring afløst af en elektrisk, og partikelfilter er standard. Brændstofforbruget tillader 17,9 km pr. liter i følge fabrikken.

Velindrettet kabine af høj kvalitet, og udstyret er meget omfattende. F.eks. er varmetråde nederst i forruden standard.Legacy 2.0D har kun fem gear som standard, og automatgear kommer først i 2009. Til gengæld har 2.0D altid ESC, der i benzinmodellen stadig kun fås i forbindelse med automatgear. Klimaanlæg, fartpilot, el-justerbart førersæde, radio med cd-skifter, xenonlygter og 17-tommer aluminiumsfælge er standard.

Dieselboxeren debuterer i Legacy og Outback i maj til priser fra 423.480 kr., mens Forester og Impreza følger efter i oktober og december. Som stationcar koster Legacy diesel 23.300 kr. ekstra - Outback koster 34.300 kr. ekstra.

Af Peter Clausen

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.


Chevrolet Aveo - overhalet af udviklingen

$
0
0

Motor mener: Teknisk set er Aveo på alle måder uinteressant, og der er ingen god grund til at købe bilen.

Chevrolet Aveo er et noget belastet bilnavn. Den første udgave var en koreansk bygget firedørs sedan, der aldrig nåede til Danmark på grund af et katastrofalt dårligt crashtest-resultat.

Femdørsudgaven af Aveo kom derimod til landet og blev solgt under navnet Kalos. Her viste et testresultat sig nemlig at være en smule bedre, men stadigvæk ringe, og Kalos fik kun lige netop tre ud af fem stjerner.

Interiøret er enkelt og let at overskue. Men kan fornemmelsen af kvalitet leve op til konkurrenter som Opel Corsa?Nu er den omtalte Kalos blevet lettere redesignet og skal nu også sælges under Aveo-navnet. Man skal næppe vente sig et bedre crashtest-resultat i den forbindelse. Med hensyn til sikkerhedsudstyr sælges bilen nemlig fortsat uden de livreddende airbaggardiner. Den aktive køresikkerhed er heller ikke sikret med det elektroniske antiudskridningssystem (ESC), der ellers i dag er blevet almindeligt udstyr i stort set alle andre biler.

Priserne begynder ved 138.500 kr. for billigste udgave med fem døre og en 1.2-liters motor med 84 hk. Det er stort set samme pris som f.eks. en tilsvarende Opel Corsa, der modsat Aveo har vist sig at være sikkerhedsmæssigt i top.

Da motoren i Aveo samtidig virker overraskende slap ved de omdrejningstal, man normalt kører med, ja så er det svært at pege på Aveo, hvis man skal vælge en ny bil. Den større 1.4-liters motor føles ikke markant hurtigere ved almindelig kørsel, og da den version samtidig er koblet til et højere udstyrsniveau, lander prisen helt oppe på 151.500 kr.

Pladsen i både bagagerum og kabine er rimelig. Teknisk set er Aveo imidlertid sakket agterud i forhold til konkurrenter i samme prisleje.Køreegenskaberne er i begge versioner rimelige, men affjedringen virker noget lemfældigt tilpasset – særligt når der er ujævnheder i vejen.

Bagagerummet fremstår fornuftigt i størrelsen, og bagsædepladsen er ligeledes rimelig. Set ud fra et praktisk synspunkt er der derfor ikke noget, der taler direkte imod Aveo. Men samlet set fremstår bilen på samme niveau som biler fra før årtusindskiftet, og det er ganske enkelt ikke godt nok.

Af Søren W. Rasmussen

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Corvette - finpudset ikon

$
0
0

Motor mener: Her er sportslige egenskaber i en grad, man kun sjældent oplever. Til gengæld er det så som så med komforten.

Corvette er verdens bedst sælgende superbil, og i år har denne sjette generation fået en opdatering af både teknik og interiør, mens de ydre linjer fortsætter næsten uændret med design-elementer helt tilbage fra ”vettens” barndom i 1950erne.

Under motorhjelmen er nyheden, at den kraftige V8er nu yder 430 hk mod tidligere ”kun” 405. Motoren baserer sig fortsat på den klassiske ”Small Block” fra 1955, men næsten alt er fornyet og optimeret. Størrelsen er nu oppe på 6.2 liter.

Skal det være lækkert, skal Corvette forsynes med denne luksus-pakke til 85.000 kr. Så er næsten alt også pakket ind i læder.Indvendigt er det kvalitetsindtrykket, der er arbejdet med, og selv om alt da også er blevet bedre, skal man helst opgradere med en særlig Premium Interiør pakke til 85.000 kr., før det bliver helt flot. Så får man til gengæld læder på instrumentbord, sæder og dørsider, og det ser faktisk rigtig godt ud.

Køreegenskaberne er fortsat afstemt entusiasten, der tåler at give køb på komforten til fordel for ægte sportslige egenskaber i en grad, man kun sjældent oplever. Corvette fås både som lukket coupé og som åben ”convertible”. Altid med plads til højst to, men med et af klassens største bagagerum på over 600 liter.De fire runde baglygter og de to udstødningsrør er uadskillelige med Corvettens ikon-agtige udstråling.

Af Søren W. Rasmussen

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Opel Agila - lille bil med stor stil

$
0
0

Motor mener: Herlig minibil, der fint kan klare hverdagens mange opgaver.

Med en startpris på 128.500 kr. styrer Agila ret mod en succes i Danmark, hvor indkøb af billige biler minder om en nationalsport. Opel Agila er søsterbil til Suzuki Splash, og begge bygges i Ungarn med helt identisk teknik. Trods fællesskabet er det lykkedes at designe bilerne, så man aldrig er i tvivl om, hvilken der er en Opel, og hvilken der er en Suzuki.

Opel Agila har således linjer, der minder om både Corsa, Astra og den alsidige Meriva. Det er gjort både flot og overbevisende. Agila er højt bygget, men både længde og bredde er klart mindre end hos Corsa. Alligevel føles bilen overraskende stor indvendigt, hvilket dels kan tilskrives bilens højde, som gør, at man sidder meget oprejst, dels konstruktionen med en næsten plan vognbund, som ikke stjæler kostbar plads ved fødderne.

Instrumentbordet er enkelt med et stort speedometer i midten. Det lille ekstra instrument foroven er en omdrejningstæller, som er ekstraudstyr.Der bliver tale om to udstyrsversioner og to benzinmotorer. Senere dukker en dieselvariant op. Der bliver ca. 15.000 kr. mellem de to udstyrsniveauer – Essentia og Enjoy – men da man for den pris både får aircondition, radio med cd-afspiller, centrallås og 15-tommer hjul, ventes det, at stort set hele salget samler sig om de bedst udstyrede modeller.

De to benzinmotorer er begge nyudviklet af Suzuki, og de gør det overraskende godt. Mindste er en trecylindret sag på 1.0 liter med 65 hk. Den går 22,2 km pr. liter. For 10.000 kr. mere får man den større 1.2er. Den har fire cylindre og yder 85 hk, men går til gengæld kun 19,2 km/l.

Bagagerummet er ikke stort – 225 liter – men man kan så let som ingenting folde ryglænet fremover, og så bliver gulvet helt plant.Efter at have prøvet begge udgaver, peger vi på mindste motor og største udstyrsniveau som et godt køb. Så hedder bilen Agila 1.0 Enjoy og koster ca. 143.500 kr. Køreegenskaberne er overraskende gode, og i det hele taget opleves bilen meget harmonisk.

Søsterbilen Suzuki Splash er netop crashtestet af Euro NCAP i en version med kun fire airbags og opnåede fire ud af fem stjerner. Opel Agila er identisk, så her overføres de fire stjerner rent administrativt af Færdselsstyrelsen. Det danske udstyrsniveau inkluderer seks airbags og antiudskridningssystemet ESC. Agila er i landet i slutningen af maj.

Af Søren W. Rasmussen

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Subaru Impreza - blidt lam med 300 heste

$
0
0

Motor mener: Fornuftsbil bliver Subaru Impreza aldrig, heller ikke et ikon som forgængeren. Men det justerbare firehjulstræk er imponerende.

Rally har trange kår i dag. Før var det en kongeklasse, hvor resultaterne kom i formiddagsaviserne. I dag er det en glemt sport, pakket ned sammen med alt det støv og mudder, den har kastet rundt gennem tiderne.

Det vil være ondt at føre tanken videre til Subaru Impreza WRX STi, som er gadeversionen af Subarus rallybil. Men tanken er nærliggende, for det er kun muligheden for et salg på gule plader, der giver modellen et liv på det danske marked.

Skiftet fra hvide til gule bringer prisen ned fra 794.000 kr. til 485.000 kr., og selv om den bl.a. har Recarosæder i læder/alcantara, navigationsanlæg og nøglefri start som standard, får den næppe titlen som prisbaskeren anno 2008.

Man sidder godt i Recarosæderne, som støtter godt også hvis man ønsker at køre på bane. Som entusiastbil er Subaru Impreza imponerende, for dens 2.5-liters turboladede benzinmotor trækker flot fra helt lave omdrejninger. Men det mest imponerende er det symmetriske, permanente firehjulstræk med aktivt centerdifferentiale.

Differentialet har tre standardindstillinger samt seks manuelle indstillinger. Under præsentationen testede vi systemet på en fugtig racerbane, og her var der meget stor forskel på, om differentialet låste meget eller lidt. Enten var bilen en ordentlig håndfuld, eller den var blid som et 300 hk stærkt lam.

Dynamisk er Imprezaen let understyrende, og selv om den kører godt, savnes der lidt nerve og mere føling med forhjulene. Til den pris burde det sidde lige i skabet.

Uagtet vil Imprezaen med de mange bogstaver sikkert finde en fast fanskare. Men vores råd til dem er at spare de sidste tre bogstaver og 300.000 kr. ved at vælge en Impreza WRX frem for STi’eren.

Af Karsten Meyland Lemche

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Rumuhyret Renault Kangoo

$
0
0

Motor mener: Det er bilen med rå rummelighed og raffinementer – noget for alle med børn, børnebørn eller voluminøs bagage.

Der er mindst tre gode ting at sige om den nye Renault Kangoo: plads, plads og plads. Anden generation er nemlig vokset markant på alle ledder: 18 cm i længden, ti i akselafstand og 17 cm i bredden, og netop rummelighed er det altafgørende i denne bilklasse, der i mangel af bedre udtryk kan kaldes Postmand Per-typen.

Førerpladsen i Scénic-stil er MPV-agtig med højt placeret gearstang. Rattet kan ikke justeres i længden.Og for lige at tage bagagerummet med det samme: Det rummer nu 660 liter ifølge den gængse målemetode og 1.300 liter, når man fylder op til loftet. Med bagsædet lagt ned – det går som en leg – kan der være 2.600 liter. Så meget plads kan ingen familie normalt udnytte.

Bagsædet er blevet større end i den gamle model med 12 cm ekstra albuerum. Adgangen er let; bilen har, afhængig af version, en eller to skydedøre.
Når den nye Kangoo kommer til landet til foråret, afløser den sin mere end ti år gamle forgænger, der aldrig nåede at gøre sig bemærket i Danmark. Citroën Berlingo og Peugeot Partner snuppede stort set alle kunderne.

Kangoo II er bygget på platformen fra den nuværende Mégane/Scénic, og ejere af disse biler vil hurtigt føle sig hjemme, idet instrumenter m.m. er stort set de samme.

Kabinen har fået et pænt løft, når det gælder materialer, og f.eks. er der ikke længere synlige metaloverflader. Men der er stadig langt op til kvalitetsoplevelsen i en Laguna, og Kangoo nøjes desuden med to års garanti.

Motorerne er gamle kendinge: 1.6 benzin med 105 hestekræfter og tre varianter af 1.5 diesel. Den kraftigste med 105 hk fås med partikelfilter, mens den mellemste får det i slutningen af året.

Bagsædet har fin plads til både to og tre voksne - i både højde, bredde og benplads.Motor har kun kunnet prøve de to 105-hestes, og de gør begge en pæn figur. Mégane-undervognen har forbedret køreoplevelsen herunder affjedringen, og krængningen i den halvhøje bil er moderat. Men køreegenskaberne er stadig mere godmodige end dynamiske.

Sikkerhedsudstyret i Danmark bliver formentlig helt komplet inkl. antiskridsystemet ESC, men de danske specifikationer – herunder priser - kendes ikke, idet Renault skiftede importør ved årsskiftet. En kollisionstest er endnu ikke berammet.

Af Torben Arent

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

Viewing all 84 articles
Browse latest View live